Skip til hoved indholdet
    Hjem Humble Sundhed og sygdom - Humble Ved dødsfald - Humble

Ved dødsfald - Humble

Ved dødsfald - Humble

Ved dødsfald, når lægen har udfærdiget en dødsattest, retter vi/plejecentret henvendelse til boligselskabet og afmelder boligen. Vi sikrer også, at udbetaling af offentlige ydelser stoppes, og endelig afmelder vi aftaler med sygehus, læge, tandlæge. I tilfælde, hvor dødsfald indtræffer pludseligt og uforudset, underretter vi naturligvis som det første de pårørende.

Vi underretter også huset – personale og beboere – om dødsfaldet. Der flages på halv på dagen for dødsfaldet og i forbindelse med bisættelse/begravelse.

Det er de pårørendes opgave at kontakte bedemand, skifteret og afmelde telefon, tv-pakke, PBS og i øvrigt afbestille abonnement på aviser, blade m.m.

Hvis der ikke er en ægtefælle, er det skifteretten, der skal give tilladelse til tømning af boligen. Det er af hensyn til boopgørelse og til arv. Vi beder de pårørende tømme boligen senest 14 dage efter at skifteretten har givet boligen fri.

Hvis der ikke er tvivl om arvinger eller uenighed mellem dem, er det muligt at tømme boligen tidligere ved at udfylde blanketten "Erklæring-Plejeboliger", hvor det oplyses hvem der har ryddet boligen og hvor indbo opbevares indtil boet er berigtiget og skifteretsattest er udstet.

Er du i tvivl om, hvad du må og ikke må i forbindelse med et dødsfald, skal du kontakte Skifteretten i Svendborg.

Du kan kontakte Skifteretten i Svendborg mandag til fredag (8.00-15.00) på telefon 62 21 21 57 eller på nedenstående link.

Begravelseshjælp

Er afdødes økonomi af en sådan beskaffenhed, og er de pårørende ikke i stand til at påtage sig det økonomiske ansvar for bisættelsen, kan der søges om begravelseshjælp hos Langeland Kommune. Se nedenstående link.

I de helt særlige tilfælde, hvor der ikke er pårørende til afdøde, sørger plejecentret for i samarbejde med Langeland Kommune at afdøde bisættes på værdig vis, og at afdødes bolig tømmes.

Har du spørgsmål vedr. disse følsomme ting, er du/I naturligvis altid velkommen til at kontakte personalet på plejecentret.

Langeland Kommunes Kommunale Plejecentre