Boligen - Tullebølle
Her under dette menupunkt kan du få svar på forskellige spørgsmål, som relaterer sig til din bolig på Tullebølle Plejecenter.
Boligen
Det er Boligselskabet Langeland, som er udlejer af boliger på Tullebølle Plejecenter. Du kan finde information om boligselskabet via nedenstående link:
Brandalarmanlægget på Tullebølle Centret er et ABA anlæg. Det betyder, at der sidder en røg-/varmeføler i alle lejligheder, alle fællesrum og personalerum. Hvis der udvikles røg eller varme over 60 grader, går alarmen i gang. Alarmen aktiveres på personalets telefoner og alarmen går i gang på 1. og 2. sal og i vagtstuen. Personalet kan i brandskabet i vagtstuen se, hvor det brænder. Personalet er oplært i brandbekæmpelse og anvendelse af brandtæpper, pulverslukkere og co2-brandslukkere. Brandvæsenet er fremme i løbet af 10 min. Alle lejligheder er bygget sådan, at hver lejlighed kan brænde mindst 1 time, før branden vil brede sig til andre rum.
Der er dørtelefoner ved yderdørene. Når yderdørene er låst aften og nat, ringer du på dørtelefonen og oplyser hvem du er.
Personalet kan derefter låse op via deres telefoner.
Du er selvfølgelig velkommen til at invitere gæster. Du kan evt. låne service, stole og borde fra fælleslokalet. Du har også mulighed for, hvis I er mange, at låne et lokale på plejecentret.
Jf. Mad- og måltidspolitik, Ældre- og Sundhed, Langeland Kommune, kan der fra 1. juni 2016 ikke længere købes mad til gæster.
Dine gæster er velkomne til selv at medbringe mad.
Dine pårørende må gerne lejlighedsvis overnatte hos dig.
Det er som hovedregel ikke tilladt at holde husdyr (kæledyr) i lejemålene på Tullebølle Plejecenter uden lederens udtrykkelige tilladelse. Ved husdyr forstås alt fra kanariefugle til hunde.
Denne tilladelse kan kun gives, såfremt beboeren skønnes at kunne opfylde nedenstående:
Husdyret må ikke ligge personalet til last. Beboeren skal være i stand til at tage vare på husdyret. Der skal her særligt fremhæves, at husdyret skal have regelmæssigt adgang til at forrette sin nødtørft. (For hunde at gå tur mindst 4 gange i døgnet, for katte at have en altid ren kattebakke, der tømmes og bortskaffes af beboeren). Hvis husdyret skulle forrette sin nødtørft andre steder i beboelsen, påhviler det beboeren at fjerne dette. Husdyret skal altid have adgang til rent vand. Det skal fodres efter et fastlagt skema. Hvis Pia Clausen ikke mener, at beboeren kan opfylde dette, vil det føre til et afslag.
Et husdyr, der kan være til fare for personale eller andre beboere, kan ikke godkendes. Hvis personalet er allergisk eller ikke bryder sig om husdyret, skal beboeren holde husdyret isoleret fra personalet.
Det påhviler beboeren at sørge for, at husdyret er behørigt ansvarsforsikret.
Husdyret må ikke være til gene for de øvrige beboere, f.eks. kan hunde-gøen ikke accepteres. Det kan heller ikke accepteres, hvis husdyret løber rundt på Centret, det skal holdes forsvarligt inde på beboerens egen beboelse.
Der skal kunne gives en garanti for, at husdyret kan blive passet, såfremt beboeren af en eller anden årsag ikke er til stede på sin bolig i mere end en dag., f.eks. ved hospitalsindlæggelse. Navn og telefonnr. på vedkommende, som vil passe husdyret, skal anføres på omstående samtykkeerklæring.
Konstateres der misrøgt af husdyret vil en tilbagekaldelse af tilladelsen ske omgående.
Når en tidligere givet tilladelse bliver trukket tilbage, er det op til beboeren at sørge for, at husdyret bliver bortskaffet.
Ønskes en beboer at holde husdyr kontaktes lederen og der underskrives en samtykkeerklæring.
Hvis der er forhold vedr. din bolig, som du mener bør løses – f.eks. vedr. faste installationer og andet inventar m.v., kan du henvende dig til kontoret eller personalet, som formidler din besked videre enten til boligselskabet eller til kommunens serviceteam – pedellerne.
Posten, aviser og ugeblade fordeles dagligt af personalet.
Husk at oplyse navn og bolignummer hvis der bestilles abonnement på aviser og ugeblade.
Du bestemmer selv, om din post skal i din postkasse eller afleveres i din lejlighed. Hvis der er brug for hjælp til af åbne og læse post, laves der aftaler med personalet.
Udgående frankeret post kan alle hverdage afleveres på kontoret.
Din bolig rengøres som hovedregel en gang hver 14 dag.
Hvis du har tilkøbt pakken "Rengørings- og plejeartikler" sørger vi for rengøringsmidler. Hvis IKKE skal du selv sørge for indkøb af svanemærkede rengøringsartikler og affaldsposer.
Du og dine pårørende kan selv, hvis du/I har lyst, efter behov supplere denne rengøring. Du kan låne støvsuger og rengøringsartikler på plejecentret hvis du har tilkøbt pakken med rengøringsartikler.
Arbejdsmiljølovgivningen skal overholdes. Det betyder, alt efter indretning af lejligheden, at der kan være visse opgaver, som personalet ikke må udføre. Vi har en løbende snak vedr. evt. udfordringer omkring møbleringen, og så finder vi en hensigtsmæssig løsning.
Vask af tøj samt vask og leje af linned
Vask af personligt tøj samt vask og leje af linned er et tilkøb (aftale om ydelser)
Plejepersonalet hjælper dig med at få lagt dit tøj til vask efter behov. Tøjet vaskes og tørres i vaskeriet, og personalet sørger for, at dit tøj kommer retur til dig.
Der er tøjvask hver dag.
Du skal være opmærksom på, at dit tøj skal kunne tåle at blive vasket i en vaskemaskine. Personalet vasker ikke tøj i hånden. Tøjet bliver ikke strøget, men du har mulighed for at låne et strygebræt og et strygejern på plejecentret.
Dit tøj skal mærkes med dit lejlighedsnummer. Du får udleveret mærker til påsætning på tøjet fra plejecentret. Vi beder dig om, at også nyindkøbt tøj mærkes. På den måde sikrer vi os, at du får alt dit tøj tilbage efter vask.
Du benytter husets håndklæder og linned, hvor vi sørger for vask og udskiftning af det.
Der er udvendig vinduespolering 3 gange om året og indvendig vinduespolering 2 gange om året.